INTERVIEW MED
THOMAS BAK

Lidt som EM ’92

Det er et stort skridt at gå fra aktiv lokalpolitik til at stille op til Folketinget, og så endda i 11. time med max 4 måneder til, at folketingsvalget skal afholdes. Det er lidt som EM ’92, men Thomas Bak er gået i gang med at varme op for længst. Vi er gået en tur rundt om Kronborg sammen med Thomas og sætter os derefter på en lokal café til en kop kaffe og en snak. Mød Thomas her.

- ET BAGGRUNDSINTERVIEW MED THOMAS BAK –

Jeg er 39 år og bor i Kokkedal sammen med Rebecca. Jeg er uddannet HD i regnskabsvæsen og økonomistyring fra Handelshøjskolen, dengang den hed det. Jeg er født og opvokset i Randers, men flyttede siden med min forældre til Djursland, da min mor fik nyt job inden for forsvaret. Begge mine forældre er tjenestemænd, min far, som netop er gået på pension på det lokale sygehuse, og min mor i forsvaret. Da politikerne i 1990’erne stort set afviklede koldkrigsforsvaret, inkl. lukkede ingeniørregimentet i Randers, søgte min mor ny stilling i forsvaret og endte som lejrforvalter for en af forsvarets skydelejre. Jeg har to yngre brødre og fem nevøer/niece.

En af mine store passioner er whisky, hvor jeg selv og sammen med en kammerat og nogle whiskyklubber, har en række fade, som vi selv importerer. Jeg er selvstændig inden for økonomi og ejendomsadministration, og derudover arbejder jeg på deltid som formand for brancheorganisationen FDA (Forenede Danske Antenneanlæg).

Jeg stiller op til Folketinget, fordi der en række udfordringer, jeg vil kæmpe for, at vi får fundet samfundsmæssige løsninger på. Det er for nemt blot at brokke sig og råbe op om, at politikerne er uduelige.

Min erfaring inden for politik er både fra min tid som medlem af byrådet i Fredensborg i 3 perioder og som suppleant i Regionsrådet. I den foregående regionsrådsperiode var jeg indsuppleret i ca.halvdelen af perioden, da flere af vores partifæller i perioder ikke kunne varetage hvervet pga. udstationering, uddannelse i udlandet og en større hjerteoperation.

Ja, jeg har 4 mærkesager: Infrastruktur, miljøet og klimaet, Indvandring og Retfærdighed i vores velfærdssamfund.

Mit hjerte banker i den grad for infrastruktur, og det interessante netop i Helsingør er, at det både har stor lokal bevågenhed og national interesse.
Vi har Kystbanen som det vigtigste. Kystbanen skal køre langt bedre, end den gør i dag. Som pendler dur der det ikke, at man ikke kan stole på, at toget kører. Vi har krav på at vide, hvornår vi er fremme, så vi kan holde vores aftaler og passe vores arbejde.

På den korte bane skal vi have sikret, at der er tilstrækkelig med tog i reserve, og at der er personale nok til, at tog ALDRIG aflyses pga. ”personalemangel”.
På den længere bane skal vi have genetableret overhalingsspor, så et forsinket eller nedbrudt tog ikke skaber prop bagud i systemet. Vi skal bevare vores direkte tog til lufthavnen, men uden at det betyder, at tog fortsætter længere op i Sverige. Kan togene ikke vende i Kastrup, skal de vende i Malmø. Det er hverken rimeligt for os eller svenskerne, at indenrigsforsinkelser forplanter sig til nabolandet. Hvis vi skal til Helsingborg eller Landskrona, så tager vi jo heller ikke toget, men blot færgen over på den anden side af sundet.

Helsingørmotorvejen skal vi ej heller glemme. Hver dag står trafikken stille mellem Nivå og Hørsholm, og når man så endelige kommer ind til Nærum er den gal igen, for slet ikke at nævne at de bilister, der fortsætter ud på Motorring 3, også kører i kø.
Helt konkret skal vi have den allerede vedtagne 2. etape af udvidelsen af Helsingørmotorvejen fra Hørsholm S til Hørsholm C tilbage på sporet, inkl. at der skal laves ordentlige autoværn og nødspor helt til Kokkedal, så trafiksikkerheden også er i orden.

Jeg mener helt grundlæggende, at alle er velkomne i Danmark, hvis bare de bidrager til det danske samfund og opfører sig ordentligt. Eller med andre ord: Skik følge eller land fly.
Hvor meget man end kunne ønske sig det, så kan vi ikke skrue tiden 40 år tilbage til dengang, hvor der var 50.000 indvandrer af ikke-vestlig afstamning i Danmark. Vi ligger, som vi selv har redt. Vi har ikke stillet krav til dem, der kom herop, men blot givet dem bred vifte af offentlige ydelser, og accepteret, at deres adfærd er anderledes. Man får, hvad man be’r om, og jeg kan godt forstå, at de mennesker, der kan se en bedre tilværelse i Danmark, vælger at forfølge den. Hvad jeg ikke forstår, er de politikere, der ikke greb ind i tide. Måske vi skulle overveje at sige, at man som udlænding slet ikke kan få penge i offentlige ydelser. Man kan få en bolig, adgang til sundhedsydelser og mad/tøj, men ingen rede kontanter. Kontanter er noget man selv tjener, ikke noget man får af det offentlige? Det kunne være spændende at se, om det kunne være en løsning, men det er jo nemmere sagt end gjort.

Jeg går meget op i balancen mellem antallet af skatteNYDERE og skatteYDERE i Danmark.
Et velfærdssamfund kræver mange skatteindtægter, og hvis vi fremadrettet skal opretholde vores velfærdssamfund, kræver det, at skatteYDERNE altid finder niveauet for deres skattebetaling retfærdig. SkatteYDERNE skal være i flertal. Folk på kontanthjælp betaler ikke skat, men får skattebetalte ydelser udbetalt. De er derfor skatteNYDERE. Der kan altid findes nogle, som har det stramt og bør have mere hjælp, men vi må erkende, at skatteindtægter er en begrænset ressource. SkatteYDERNE skal opleve en langt større grad af retfærdighed i fordelingen af Statens skatteindtægter, end de gør i dag, for det vil få flere til at se meningen med at arbejde – og dermed bidrage til velfærdsstaten. Der skal være gode økonomiske rammer for pensionister, børn, skoleelever, studerende og de syge, men at vi bruger et større 2- cifret milliardbeløb på ikke-vestlig indvandring forstår jeg ikke. Folk af udenlandsk herkomst, der ikke aktivt bidrager til det danske samfund, mener jeg ikke skal betænkes med skattekroner, når vi eksempelvis kan se, hvor lidt mange af vores folkepensionister har til rådighed. Det er jo dem, der har bygget vores samfund op. Og det finder jeg faktisk direkte uretfærdigt. Derfor skal vi tale meget mere om retfærdighed, for det er et begreb, som vi alle sammen forstår og har en mening om. De fleste af os danskere er opdraget med en sans for, hvad der er retfærdigt. Derfor skal retfærdigheden tage pladsen for den ligheds/ulighedsdebat, som venstrefløjen har startet og som kræver alt for meget forklaring. Jeg vil faktisk gå så langt som at hævde, at det skaber ulighed i debatten i det offentlige rum at bringe begreber på banen, som danskerne ikke er opdraget med.

Ja, og jeg svarer på alle henvendelser. Jeg synes, at noget af det vigtigste som politiker er, at man reagerer, når nogen viser interesse for et emne, uanset hvor lille og lokalt det er. Det er så ikke sikkert, at jeg er enig med borgeren, og sådan er politik jo, men jeg vil gerne gøre mit til at hjælpe de borgere, som henvender sig til mig. Jeg ved, at det er noget, som mange borgere sætter stor pris på ,og der er også mange som bliver overraskede over at få svar, men det politiske hverv forpligter, hvad enten det er på lokalt eller landspolitisk plan. Som politiker er jeg her for borgernes skyld. Ikke for min egen skyld. Jeg har lært, at når borgere henvender sig, så er det, fordi de virkelig har noget på hjerte, og jeg synes, at alle har krav på at blive taget alvorligt. Og allerede her de seneste par dage, har jeg fået den første henvendelse, og den var netop vedr. Kystbanen.

Dybest set brænder jeg for det liberale projekt, som handler om den størst mulige grad af frihed under ansvar til alle danskere. Jeg vil også gerne være med til at skabe mere retfærdighed i vores samfund og i den måde, vi indretter vores samfund på. Jeg vil være med til at skabe en langt bedre balance imellem skatteNYDERE og skatteYDERE. Som det er i dag, er der for mange skatteNYDERE. Vægtskålen er tippet over, og vi skal have systemet tilbage i balance.

For at sige det kort, så har vi rygende travlt! Jeg vil gerne ud til debatter i så mange lokalområder i vores valgkreds som muligt, og jeg vil gerne have, at vi inviterer borgerne ud fra devisen: Tag en ven med. Jeg vil gerne nå rundt til både Snekkersten, Espergærde, Tikøb, Hornbæk, Helsingør eller hvor I nu vil have mig, så hvis du er fra en af byerne, og ved hvor vi kan holde en debat rigtig snart, så sig til. Alle har noget at skulle have sagt og noget de kan bidrage med i denne valgkamp. Hvis vi kan samle vores kræfter, får vi en større samlet styrke.

Jeg er heldig at have meget aktiv kerne af partimedlemmer i Helsingør og en aktiv bestyrelse, og jeg tror, at vi kan nå langt sammen.

Ligesom for det danske landshold ved EM ’92 så er det med en vis ydmyghed. Men første forudsætning for at komme på tavlen er, at man er på banen, og det håber jeg medlemmerne den 20. februar beslutter, at jeg kommer. Der skal kæmpes hårdt for det, men når jeg går ind i noget, så gør jeg det 110%. Der kan heldigvis stemmes på mig i hele storkredsen, og Venstre får nok 3 mandater (og forhåbentlig også 4 mandater) i Storkredsen, så det er ikke urealistisk at blive valgt, men det bliver hårdt, især når man er oppe mod så stærke medkandidater som 2 ministre og et siddende mangeårigt folketingsmedlem. Det danske landshold overraskede, og det håber jeg også, at jeg kan.